I sidste blogindlæg afslørede vi en hel opskrift. Lige til at gå til derhjemme i dit eget køkken. Det var på vores sirupslagkage, som smager så alle engle med røde kinder synger i vildens sky, og som i øvrigt er en opskrift fra Henriks mor, som vi har udviklet lidt på.
Denne gang får du ikke en opskrift. Desværre. Men du får til gengæld et hurtigt kig i køkkenet, når der bages brunkager hos Le Gâteau. Og det gør der lige for øjeblikket, kan vi godt afsløre. I december måned stryger de nemlig over disken som “varmt brød”, som man siger i vores branche. Opskriften på brunkagerne er på en måde lidt hemmelig. Den stammer nemlig fra dengang konditoriet på hjørnet af Torvet i Silkeborg ikke hed Le Gâteau men “Langhoffs Konditori”, og hvor damerne kom forbi og drak thé, imens de strittede med lillefingeren.
Nå, men når vi først går igang med brunkagerne hos Le Gâteau, så er det “all in”. Så bager vi i omegnen af 5.000 stk. ad gangen, og de bliver skåret ud på en lille larmende, maskine, som mest af alt minder om en af de dér gamle halmtransportør fra landet, som skubber de små halmballer op på halmloftet. Sådan her …
Så bliver de lagt på plader …
Og ind i ovnen og vupti, så ser de sådan her ud, når du møder dem oppe i butikken, hvor de koster 42 gode danske kr.
Kig forbi butikken og nap en pose med hjem til kaffen. De knaser og smager (absolut) fantastisk!
Mange julehilsner – Henrik
PS: Hvis du endnu ikke er skrevet op til at få nyhedsbrev fra Le Gâteau, så er du hermed inviteret. Her får du masser af tips og tilbud direkte fra bageriet og fra vores nye webshop, hvor du finder alle produkterne fra KUDSK.